Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mit nye liv som ikkeryger: Den første måned

Journalist Anne Smedegaard vil være røgfri. Hendes udfordringer kan du løbende læse i hendes klumme her i avisen

Af Anne Smedegaard

Klik. Lighteren laver gnister. Klik. Klik. Efter endnu et par tryk på knappen skyder en flamme frem og antænder cigaretten mellem fingrene. Suger ind. Mærker den kildrende fornemmelse af røgen fra halsen og helt ned i lungerne. Puster ud. Smiler. Slapper af. “Aaaah.”

Jeg vågnede forleden og havde det mærkeligt. Jeg kom i tanke om, hvad det var, jeg netop havde drømt og kom i tanke om, at det bare var det, det var: En drøm. Et fortidsminde. Eller måske et mareridt. Det ville nogle nok kalde det i min situation. Sådan har jeg det dog ikke, selvom det var sådan, jeg for en måneds tid siden forventede, at jeg ville have det.

Frygt og forbedring

Drømmen gjorde dog noget ved mig. Den satte en tankerække i gang. Jeg kom i tanke om mine forfærdelige forventinger til rygestoppet, og jeg kom i tanke om, hvor rart det er, ikke at ryge længere.

Jeg har ikke en konstant trang eller en stemme, der hvisker i mit øre, at jeg skal ryge. “Bare én”. Jeg er ikke oftere sur og stresset og er ikke mindre social, som jeg ellers forventede. Jeg har blot fået bedre kondi, bedre ånde og lugter helt sikkert en smule bedre.

Sidste møde

Rygestoppet har for mig medført mange gode ting, inklusive nye bekendtskaber.

Jeg begyndte nemlig på et rygestopkursus forinden min afsked med cigaretterne. Ved mine forgangne (og mislykkedes) rygestopsforsøg har jeg været alene om det, og sådan skulle det ikke være denne gang. Jeg ville stoppe sammen med andre. Stoppe gjorde vi (i hvert fald den halvdel, der var tilbage), og onsdag i sidste uge var det også stop på holdet. Det var nemlig mit sidste møde med dem, og den afsked var faktisk sværere end afskeden med cigaretterne, i hvert fald for mig.

Det at vi, der aldrig før havde mødt hinanden, har gået igennem den her livsændrende tid sammen og har kunnet bakke hinanden op og været der for hinanden.

Det at have nogle at snakke med om de ting, man går igennem, som går igennem dem samtidig: Sulten, hosten, rastløsheden, og det at finde ud af, at det er helt normalt.

Det at grine og klappe hinanden på skulderen over at have klaret de første timer, de første dage, de første øl, den slemme trang, eller hvad det end måtte være.

Dét er virkelig guld værd, og helt sikkert en af grundene til, at det er gået så godt for mig at kvitte smøgerne denne gang.

Så tak, søde rygestopshold. Vi er seje, og vi er ikkerygere.

Publiceret: 14. Juni 2017 10:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Vejle

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere