- Musikken er blevet mere udadvendt og med mere energi end de foregående soloplader. Det har været mit ønske og min plan i flere år, siger Tim Christensen.
Han sidder i sin tourbus med udsigt til autoværn og tæt motorvejstrafik, der stiller krav til bilisternes forståelse af sammenfletningsreglerne.
- Det er naturligt at udvikle sig, når ens liv går ind i nye faser. Jeg er blevet mere moden. Jeg har flyttet mig. Og eftersom jeg vil lave musik, der er tro mod mig selv, betyder dén udvikling, at også musikken skal flytte sig. Og det har den gjort, siger han.
Den 37-årige musiker opdager ikke, at han modsiger sig selv.
- Hvis man i flere år ønsker at ens musik skal udvikle sig et nyt sted hen, er dét vel udtryk for, at man netop ikke er helt tro mod sig selv. For så ville man jo bare skifte stil med det samme?- Ja. Det er rigtigt. Men nogle gange kræver det store nosser at gøre noget ved det. At turde mærke efter og følge hjertet, svarer han.
I 2010 tog Tim Christensen på en reunion-tour med Dizzy Miss Lizzy. Det var en kæmpe succes, hvor den knivskarpe trio blev hyldet og båret på en bølge af bifald fra publikum i hele landet.
Men Tim Christensen lagde aldrig skjul på, at gendannelsen kun var for en kort bemærkning. Et projekt, der opstod i forbindelse med en støttekoncert til fordel for et nedbrændt pladestudie i København, drevet af en nær ven.
Hvor mange andre musikere kunne blive fristet af den overvældende succes, valgte Tim Christensen og Dizzy at gå hvert til sit. Han samlede derefter sit gamle liveband, gav dem et nyt navn og tog dem for første gang med i studiet for at indspille en plade.
- Dizzy-turen var sjov. Dizzy er noget, der betyder meget for mange - og det hyldede vi med turnéen. Men Dizzy er ikke noget, der hører til nu'et, siger han og tænker tilbage på de ekstremt energiske koncerter.
- Jeg
har tænkt på, om den energi, der var i Dizzy-touren og -musikken har påvirket mig i retning af, at den nye solo-plade er mere energisk end den foregående. Om det var derfra behovet for mere energi og udadvendthed kom. Men jeg ved ikke, om der er en sammenhæng. Hvis der er, er jeg ikke bevidst om det, siger han.
På det pressefoto, der bruges til at markedsføre turnéen med The Damn Crystals, får Tim Christensen og bandet kastet vand i ansigtet.
- Det skal forstås som en slags
wake up call: En spand vand i ansigtet. Et angreb på det perfekte og på perfektionen. Min egen musik kan godt blive fanget i en perfektions-fælde, som det er svært at komme fri af igen. Måske er det dét, billedet handler om. Eller også er det bare inspireret af pladens cover, hvor en pige får en ordentlig portion vand i ansigtet, siger han.
Fotoet blev taget i flere omgange, hvor fotografens assistent smed en vandballon i hovedet på musikerne.
- Det gjorde ikke ondt, og vandet var dejlig varmt. Bandet slap med tre-fire balloner hver. Jeg fik omkring ti, mens pigen på coveret måtte tage imod 20-30 vandballoner, siger Tim Christensen.
Publiceret: 22. Februar 2012 09:00